Borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther (V). Foto: Jan Høst-Aaris
Borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther (V). Foto: Jan Høst-Aaris
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 28 / 2009

Kvinde kend din plads – i kommunalpolitik

Kvinder udgør et mindretal i dansk politik, men i Rebild Kommune er borgmesterposten optaget af Anny Winther (V), der har styret målrettet imod en politisk karriere og samtidig får familielivet til at hænge sammen. Man kan, hvis man vil, mener hun

Der er ikke mange kvindelige borgmestre I Danmark. Af borgmesterposterne tilhører således kun syv procent kvinder, hvor Region Nordjylland og Region Syddanmark har den mindste andel af kvinder i kommunalpolitik overhovedet. Trods det optager Anny Winther (V) borgmesterstolen i det nordjyske og har siddet der solidt i 11 år.

– Jeg har ikke oplevet nogen problemer ved at være kvinde i politik. Jeg tænker jo ikke selv over, at jeg er kvinde og ikke mand. Det allermest grundlæggende er lysten til at være med, forklarer Anny Winther (V).

Anny Winther (V) er født og opvokset i det, der i dag hedder Rebild Kommune. Vælgerne kender hende fra idrætslivet, skolebestyrelsen og erhvervslivet, og der var derfor stor opbakning, da hun stillede op i Støvring Kommune i 1990. Hun blev omgående viceborgmester, og otte år senere flyttede hun ind på borgmesterkontoret, hvor hun har siddet solidt siden.

– Man skal nok være en lille smule vedholdende for at komme længere frem i systemet som kvinde. Der er selvfølgelig meget prioritering i det, og det har der også været i forhold til, at jeg har haft børn, der dengang, jeg startede, var i en alder, hvor det er rart at være hjemme på deres fødselsdage. Det har ikke altid været muligt, men min mand har taget over, og i politik skal man være der på heldistancen, ikke kun engang imellem, forklarer politikeren.

Selvom Anny Winther (V) pynter på kønsfordelingen af borgmestre, halter Danmark efter nabolandene med sine syv procent. Sverige har nemlig 23 procent kvindelige borgmestre, hvor tallet er 26 procent kvinder i Norge.

Lysten til politik er der hos kvinderne, og det kan sagtens lade sig gøre at være kvinde, mor, medarbejder og politiker samtidig, mener Anny Winther (V). Selv om hun er mor til tre og har en mand med et karrierejob, har hun skabt tiden til at have både karriere, familie og fritidsinteresser.

– Jeg havde deltidsarbejde, mens børnene var helt små, og så lagde jeg en time mere politisk arbejde på for hvert år, de blev ældre. Det har været en bevidst strategi fra min side, og skal jeg være ubeskeden, så tror jeg, at jeg er god til at organisere. Det er der mange kvinder, der er, mener borgmesteren.

Anny Winther (V) peger således mod kvindernes egen vilje, og hun tror ikke på forklaringen med, at mænd, der hader kvinder i kommunalpolitik, gør det svært for det feminine køn at være med. Det er kvinderne selv, der skal på banen.

– Man får ikke noget forærende som kvinde, og man skal være indstillet på at slide for det. Jeg har haft den indstilling, at det er nødvendigt at være godt forberedt for ikke at få skudt i skoene, at man bare er en kvinde, der ikke har forstand på det, man snakker om.

Forberedelsestiden er lang for en borgmester, og det tager noget af den tid, der normalt er afsat til familien og fritiden. Derfor skal man være forberedt på at prioritere, når man går ind i politik, ifølge Anny Winther (V).

– Jeg bruger rigtig meget tid på borgmesterjobbet, og det har jeg gået rundt og været en lille smule flov over. Vi har nogle netværksgrupper i borgmesterkredsene, og det er så dejligt at høre fra de andre, at lige meget om du er fra Sjælland, Fyn eller Nordjylland, så er det det samme – vi bruger rigtig meget tid på det, indrømmer Anny Winther (V).

Spænd strømpebåndet og løb med
FN’s kvindekomite CEDAW påpeger i en rapport fra juli i år, at der mangler ligestilling mellem kønnene i Danmark på det politiske område. I Norge har lovbestemte kvoter sørget for at hive kvinderne væk fra kødgryderne og ind i den politiske suppedas. Anny Winther (V) mener dog, at kvinder selv skal tage kampen op.

– Det er afgørende vigtigt, at der er både mænd og kvinder i et byråd, fordi vi kommer med hver vores baggrund, og det er det, der giver gode beslutninger. Derfor er det vigtigt, at kvinderne tør tro på sig selv og ikke bare accepterer at sidde med på sidelinjen.

Kvinderne er dog interesserede og engagerede, påpeger Anny Winther (V).

– De allerfleste kvinder, jeg kender, har stor interesse i de beslutninger, der berører deres egen hverdag i kommunen. Det er helt underordnet, om det er i børnehaven, skolen eller i foreningslivet. Kvinder er gode til at multitaske, og det er en god grund til, at de vil kunne få politik og familie til at fungere. Det er jo ikke sådan, at det ligner en slagmark hjemme hos mig. Jeg har haft held til at planlægge og organisere det således, at kombinationen af job, politik, hjem og privatliv fungerer rigtig godt, og det kan også gøre for andre.

Hun kan alligevel sagtens forstå, at nogle kvinder ikke tør tage det sidste skridt ind på rådhusets kontorer. Tænker hun tyve år tilbage, fløj der en del urolige tanker gennem hovedet, da hun stillede op som kandidat for Venstre.

– Der gik nogle år, før jeg helt havde det på rygraden og tænkte: Du kan godt være bekendt at være politiker, og hvor jeg med oprejst pande kunne sige: Jeg kommer fra Venstre. Det er ikke sikkert, det er anderledes for mænd, men det er sådan, jeg selv husker det, forklarer den nu garvede borgmester.

Klare rammer
Det, der ifølge Anny Winther (V) skal få statistikken til at se anderledes ud, er nogle klare aftaler i byrådene om, hvad man skal beskæftige sig med på møderne, og hvor lang tid, der skal bruges på dagsordenen.

– Det ville kunne lokke kvinder til, hvis de ved, at der er møde fra klokken femten til atten for eksempel. Det er moderne mennesker, der stiller op, og de vil vide, hvor lang tid, de skal bruge på det her, så de kan lave nogle klare aftaler om, at de kan komme hjem til familien på visse tidspunkter. Det kan selvfølgelig ske, at man har noget læsestof, man skal sætte sig ind i, men den forberedelsestid kan man jo bruge derhjemme, selvom man har børn.

Der er sket positive ændringer, der kan give kvinder med en lille politiker i maven bedre muligheder for at melde sig ved partiskranken, og den røde tråd i politik er der stadig, forklarer Anny Winther (V).

– Det politiske rum har ændret sig efter kommunalreformen. Tingene har udviklet sig i en gunstig retning hen imod, at det i højere grad er et bestyrelsesarbejde, man har i dag. Jeg har slet ikke haft lyst til at gå ind i landspolitik i stedet for eksempel. Vi skal videreudvikle temaer, der blev grundlagt dengang for over 100 år siden, hvor man havde små midler i lokalpolitik, mener Anny Winther (V).

Borgmesteren har ikke sat nogen deadline for, hvornår hun vil slutte sin politiske karriere, og stiller endnu engang op ved det kommende valg. Rebild bakker indtil videre op om den kvindelige borgmester, der stadig har intentioner om at blive i det lokale.

– Jeg kan give lidt mere i forhold til sammenlægningsprocessen og det, der er blevet til en helstøbt kommune. Det synes jeg egentlig, vi er kommet rigtigt godt fra, slutter borgmester Anny Winther (V).

Tendenserne tyder dog – trods Anny Winters engagement – ikke på, at markant flere kvinder vil blive stemt ind i byrådene rundt omkring i Danmark ved efterårets valg. <

Arbejdsvilkår
I 1994 nedsatte Indenrigsministeriet en arbejdsgruppe, der skulle forbedre kommunalpolitikeres arbejdsvilkår.

Byrådspolitikere med børn under ti år har nu mulighed for at få kompenserende tillæg til blandt andet børnepasning og rengøring.

Skriv hvad du søger