Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 27 / 2009

Min valgkamp: I valgkamp for sit tredje parti

"Min valgkamp" er en klumme, der sætter fokus på lokale politikeres personlige valgkamp op til selve valget. I denne uge fortæller Erik Simonsen (K) om at have ført valgkamp for tre forskellige partier, nemlig Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

Hvilke forskelle er der på at føre valgkamp for Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti?

– Den største forskel for mig er, at jeg ikke længere er spidskandidat, hvilket jeg var for både de radikale og for Liberal Alliance. Men ellers er der ikke de store forskelle. Det handler stadig om at fremlægge sine politiske visioner.

Hvad skyldes din rejse fra Det Radikale Venstre over Liberal Alliance og til Det Konservative Folkeparti?

– Jeg synes, at Det Radikale Venstre bevægede sig væk fra at være et pragmatisk parti med sine ultimative krav under Marianne Jelved, samtidig med at jeg var ret kritisk over for partiets holdninger til flygtninge- og indvandrerspørgsmål. Og de holdninger havde Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seberg jo også, så derfor fulgte jeg dem til Liberal Alliance. Men det holdt som bekendt ikke en meter. I tidernes morgen pegede jeg på Jan Boye (K) som borgmester, og derfor virkede Konservative Folkeparti som et logisk valg.

Har din troværdighed lidt skade af dine partiskift?

– Det vil jeg ikke afvise, at de har. Til gengæld kan folk stadig genkende mig i den politiske debat i Odense by, hvor jeg ikke grundlæggende har ændret holdning til de ting, som jeg har været involveret i og har ansvaret for. Der er sikkert nogle, der har sagt farvel til mig, men der er også nogle, der er blevet, fordi de har tillid til mig, men der er også kommet nye til.

Hvad er dine mærkesager?

– Mine mærkesager er social- og integrationspolitikken, det aktive medborgerskab og det gode møde mellem borger og kommune.

Hvad er dit stærkeste kort i valgkampen?

– Det er min erfaring med 12 år i byrådet, og at jeg har markeret mig på mine mærkesager.

Hvordan får du energi til din valgkamp?

– Jeg har stor glæde ud af at være motionscykelrytter, som også giver mig mulighed for at glæde mig over de små ting i naturen. Min familie betyder selvfølgelig også meget for mig, og jeg holder også af god litteratur.

Hvad er det første, du har tænkt dig at gøre, hvis du får et tilfredsstillende valg?

– Det vil jeg fejre med en god middag ude i byen. Og det bliver nok på min favoritrestaurant, hvor jeg skal have Enchilada, som er en majspandekage med oksekødsfyld med nogle lækre krydderier ved siden af.

Hvilket parti stiller du op for næste gang?

Det bliver Det Konservative Folkeparti. Jeg snakkede med Naser Khader her til det konservative landsmøde, og vi var enige om, at det var et rigtigt godt sted at være. <

Skriv hvad du søger