Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 26 / 2009

Kronik: Anbringelser af børn og unge – tendenser i udviklingen

Ankestyrelsen har til opgave løbende at følge anbringelser af børn og unge. Det gør vi dels ved at indhente statistiske oplysninger fra blandt andre kommunerne, dels gennem vores rolle som ankeinstans i forhold til beslutninger truffet af kommunernes børn og ungeudvalg
tekst styrelseschef Thorkil Juul, Ankestyrelsen

Når vi taler om udsatte børn og unge, så er det naturligvis vanskeligt at vurdere, om den samfundsmæssige udvikling indebærer et stigende behov for anbringelser og forebyggende foranstaltninger.

Ankestyrelsens anbringelsesstatistik viser, at det meget ofte er "udadreagerende adfærd" og "skoleproblemer" hos barnet og "voldsom disharmoni i hjemmet", der er årsag til anbringelser.

Spørgsmålet er så, hvilke forklaringer der igen ligger bag disse forhold. Det kan man komme nærmere ved at se på undersøgelser foretaget af SFI, – Det National Forskningscenter for Velfærd, og AKF, Anvendt Kommunal Forskning. SFI(Anbragte børns udvikling og vilkår, SFI 08:23) påviser, at der blandt forældre til anbragte børn er en meget høj andel med lav uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse.

Kun 18 procent af anbragte børns mødre og 33 procent af fædrene er forsørget ved eget erhvervsarbejde. En stor del er enten på førtidspension eller kontanthjælp. Endvidere er der en høj forekomst af misbrugsproblemer og kriminalitet blandt anbragte børns forældre.

Stor indsats for indvandrerbørn
AKF’s undersøgelse af københavnske forhold bekræfter, at børnenes situation i høj grad påvirkes af bl.a. forældres uddannelsesniveau og erhvervsarbejde, ligesom det har selvstændig betydning, om forældrene bor sammen. Særligt kan man også hæfte sig ved, at AKF påviser, at det – uanset de sociale forhold i selve hjemmet – i sig selv har betydning, om man vokser op i et socialt belastet kvarter.

AKF finder, at en høj indvandrerandel i de enkelte bydele er med til at forklare et højt indsatsbehov i relation til udsatte børn og unge. Ankestyrelsens tal viser, at der kun er en lidt højere anbringelsesfrekvens for børn med indvandrerbaggrund. AKF’s resultater må derfor forklares med, at AKF ikke blot undersøger anbringelserne, men niveauet for den samlede indsats for udsatte børn og unge. Det er i anden sammenhæng påvist, at der for indvandrerbørn ydes en forholdsvis stor indsats i form af forebyggende foranstaltninger.

Griber vi tidligt nok ind?
Kommunernes indberetninger om anbringelser til Ankestyrelsen gør det muligt at opdele anbringelser efter alder og anbringelsesgrundlag. Langt de fleste anbringelser sker med samtykke fra forældrene, og Ankestyrelsens oplysninger viser, at det faktisk ofte er en henvendelse fra forældrene selv, der fører til anbringelse af et barn.

Tyngden i anbringelser blandt børn og unge ligger i teenageårgangene. Dette er navnlig resultatet af et meget stort antal frivillige anbringelser i disse årgange. Aldersmønstret ser noget anderledes ud, hvis man alene ser på anbringelser uden samtykke (tvangsmæssige anbringelser). Her er de mindre børn meget stærkere repræsenteret.

Fra de konkrete børnesager kan Ankestyrelsen konstatere, at anbringelse af for eksempel en teenager ofte stiller myndighederne i et svært valg med hensyn til eventuelle foranstaltninger over for mindre søskende. Viser sagen, at forældrene generelt er dårlige til at håndtere forældreopgaven, eller er det alene det nu anbragte barn, der har givet anledning til problemer? Måske kan forældrene klare dagligdagen med et mindre barn, eventuelt med hjælpeforanstaltninger, men kan ikke håndtere et barn i teenageårene.

Derfor er det en daglig konkret afvejning her i Ankestyrelsen, hvordan vi skal forholde os til eventuelle søskende til de børn, vi får underretninger om eller behandler klagesager om.

Skal man alene på risikoen for senere problemer anbringe det mindre barn?

Det bliver ofte diskuteret, om der i højere grad burde tages skridt til (tvangs)anbringelser før teenageårene. SFI har i sin undersøgelse af anbragte børns udvikling med videre søgt at afdække problemstillingen. Det konkluderes heri, at børn, der anbringes i førskolealderen, og børn, der anbringes senere, ikke er identiske grupper. De børn, der anbringes senere, kommer fra forholdsvis mindre problembelastede familier end de små børn, og signalerne på problemer er derfor også mindre indlysende.

Bør flere vokse op uden for hjemmet?
Antallet af underretninger om børn, der mistrives, kunne være en indikator for udviklingen i behovet. Ankestyrelsen har i år – efter ønske fra satspuljepartierne – gennemført en kampagne for at øge opmærksomheden om at underrette til kommunen eller Ankestyrelsen, hvis et barn mistrives.

Der foreligger ikke oplysninger om antallet af underretninger til kommunerne, men tallene for de underretninger, der går til Ankestyrelsen, viser en markant stigning over de senere år, også før kampagnen. I 2006 modtog Ankestyrelsen 67 underretninger, i 2007 99 og i 2008 181 underretninger.

I første halvdel af 2009 har vi modtaget ca. 180 underretninger, hvilket til dels kan forklares ved vores kampagne "Tag signalerne alvorligt". Det er vores indtryk, at der også er en stærk stigning i underretningerne til kommunerne.

Som det fremgår af grafen, så har væksten i antal underretninger ikke hidtil ført til drastiske ændringer i antallet af anbragte børn. Antallet af anbragte børn har over en årrække ligget forholdsvis stabilt. Det kan ses på figuren, som viser, at cirka en procent af alle børn og unge er anbragt uden for hjemmet.

Når det stigende antal underretninger ikke fører til flere anbringelser, kan det skyldes, at en væsentlig del af stigningen i antal underretninger dækker over situationer, hvor der kan sættes ind med mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse. Blandt disse foranstaltninger kan nævnes: Personlig rådgiver, fast kontaktperson, aflastningsophold, praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet og så videre.

Forklaringen understøttes af de seneste tal fra Danmarks Statistik. Fra 2006 til 2007 steg antallet af børn og unge med forebyggende foranstaltninger ca. fire procent.

Om behovet for indsats på børneområdet vil ændre sig, afhænger af forventningerne til udviklingen i de nævnte forklaringsfaktorer. Som det ses – og det er jo næppe nogen ny erkendelse – så vil børnenes situation på langt sigt kunne forbedres blandt andet ved en bred indsats på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet. <

Skriv hvad du søger