Foto: Jacob Ehrbahn / Polfoto
Foto: Jacob Ehrbahn / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 25 / 2009

Obamabølge og pakkeløsninger til vælgerne

SF og DF er begge blevet vigtige allierede for de to blokke i Folketinget. Alligevel har begge partier lagt anderledes planer for at hive netop deres parti ind i valgkampen

af Kirstine Petersen I kpt@kl.dk I

I takt med, at den 17. november nærmer sig, begynder politikernes Outlook-kalendere at blinke optaget på computerskærmen. Der skal trykkes plakater, skrives taler og ikke mindst udføres de planlagte strategier for valgkampen, men midlerne er meget forskellige for de lokale kandidater. SF bruger således strategier fra 2007-valget og vil involvere medlemmerne i kampen, der er inspireret af Barack Obamas succesfulde metoder i USA. Herhjemme skal kampen derfor føres med webannoncer, kampagnesites og donationer over mobiltelefoner.

– Vi vil bruge "phone banking" for at mobilisere vælgere og sympatisører. Vælgere, medlemmer og sympatisører kan dermed donere penge til SF´s kampagne over telefonen. Det er typisk almindelige borgere, der benytter sig af det, og jævnfør Obama-strategien er det efter "mange bække små"-princippet, siger Claus Perregaard, kommunikations- og pressechef (SF)

DF har modsat SF aldrig haft en borgmesterpost og satser derfor denne gang på en genkendelseseffekt, der skal give vælgerne et samlet billede af partiets politik.

– Vi lægger vægt på, at man har en ensartet politik over hele landet. Det, vi går efter, er det, vi kalder den røde tråd. Der skal være sammenhæng mellem det vi gør i kommunerne, det vi gør i regionerne, og det vi gør i folketinget. Vi lægger for eksempel vægt på, at kandidaterne har fokus på social- og ældrepolitik, forklarer Poul Lindholm Nielsen, partisekretær (DF).

SF vil også genkendes af vælgerne og har derfor lavet en pakkeløsning med partiets politiske budskaber for de lokale kandidater.

– Vi har lavet en tilbudspakke med politiske fokusemner til vores kommunalfolk, som de kan bruge eller lade være. Hvis der er noget, der er helt skævt i forhold til kandidaternes lokale forhold, kan de fylde egne lokale temaer ind i det. Det giver en genkendelseseffekt nationalt, regionalt og lokalt, forklarer Claus Perregaard.

Han understreger, at der ikke er tale om en ensretning af politikken, fordi de lokale kandidater selv har været med til at diskutere de politiske budskaber på en konference, og at de lokale kandidater i øvrigt selv kan lave deres egne løfter på deres egne plakater og pjecer inden for partiets grafiske ramme. <

Skriv hvad du søger