Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 15 / 2009

Ledigheden nedprioriteret

Trods stigende arbejdsløshed er ledighed og firmalukninger langt nede på kommunalpolitikernes prioriteringsliste i efterårets valgkamp

Krisen kradser, og kommunerne overtager jobcentrene, men det får ikke landets kommunalpolitikere til at se ledigheden som et af de væsentligste valgtemaer. Kun én ud af fire politikere i en undersøgelse foretaget af Danske Kommuner vil prioritere beskæftigelse højest i valgkampen. Det giver området en syvende plads på en liste med ti valgtemaer. Kommunalpolitikerne er i undersøgelsen blevet bedt om at udvælge højst tre temaer, som de vil gå til valg på.

Byrådsmedlem i Esbjerg Kommune Diana Mose Olsen (SF) har valgt beskæftigelse som et vigtigt tema. Hun føler ikke, at det er et område, der nedprioriteres lokalt, og hun undrer sig derfor over, at der ikke er flere, der har valgt beskæftigelse som tema.

– Det er afgørende, at vi har arbejdspladser. Hvis vi ikke har arbejdspladser til folk, og hvis ikke vi har det for øje, og ser det som vigtigt, hvordan skal vi så køre kommunerne fremover? Det er jo afgørende i forhold til skattegrundlag, serviceniveau og fastholdelse af indbyggertal, at vi har virksomheder, siger Diana Mose Olsen.

Skriv hvad du søger