Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 14 / 2009

Analyse: Hvis uddannelse er svaret – hvorfor satser vi så ikke på det?

Når man er ansat i aktiveringsindustrien, synes problemerne at være tårnhøje. Det er de samme mennesker, som hele tiden går ud og ind af systemets døre. Det er gamle kendinge, vi møder. Nogle af dem er vi så opgivende overfor, at vores fornemste opgave synes at være at få dem et andet sted hen hurtigst muligt. Sloganet: ”Ude af øje ude af sind” kommer til at præge vores arbejde
tekst Hanne Lund Jørgensen, projektleder i Jobværkstedet, Langeland Kommune

Problematikkerne omkring de ledige kontanthjælpsmodtagere er mangeartede. Mange har eller har haft store misbrugsproblemer. Andre har psykiske lidelser, der aldrig er blevet diagnosticeret endsige behandlet. Det får dog ikke systemet til at tøve. I de arbejdsmarkedsrettede tiltag skal folk den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet. At det ikke nødvendigvis fører til varig og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, bekymrer vi os mindre om. Vi lever jo op til lovens målsætning: Kortest mulig vej til arbejde.

På Jobcentrene laves et utal af jobplaner sammen med borgerne. I jobplanen formulerer borgeren målet. Det er fantastisk så ens, borgerne tænker: I 99,9 pct. af jobplanerne står der, at målet er ordinært arbejde. Men vi lukker øjnene for, at der, før borgeren kan opnå varigt, ordinært arbejde, er en masse hindringer, der skal ryddes af vejen. En del af de voksne aktiverede er præget af misbrugsproblemer og/eller psykiske sygdomme. Vi vil lave kontanthjælpsmodtagerne om, men er der plads til dem og deres kvalifikationer i vores samfund?

Kontanthjælpsmodtagerne er stort set alle ufaglærte, og dermed er de job, som de kan varetage, ufaglærte. Hvor alle de ufaglærte jobs skal komme fra, tør jeg slet ikke tænke på.

Skriv hvad du søger