Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2009

Overførsler af uforbrugte bevillinger til følgende regnskabsår

tekst Jens H. Thomsen, Statsaut. revisor, Ringkøbing

Overførsler af driftsbevillinger mellem regnskabsår er en praksis, som gennem årene har vundet indpas i kommunerne og de nu nedlagte amter. Det ser ud til, at også de nye regioner har taget overførselsadgangen til sig. Filosofien bag overførselsadgangen har rod tilbage i tiden, hvor rygtet gik, at man inden for forsvaret kørte særlig meget i biler sidst på året for at bruge bevillingen og dermed undgå reduktion af kommende bevillinger.

Et andet, måske mere tidssvarende, argument har været, at man ved overførselsadgang kunne spare op til større udgifter i følgende regnskabsår uden dermed at skulle søge om tillægsbevilling.

Begge argumenter harmonerer dårligt med ideen bag den bevillingsstyrede virksomhed, hvor bevillingerne forventes disponeret loyalt af den forvaltning, der får bevillingen tildelt, ligesom bevillingsmyndigheden forventes at skulle tage stilling til dispositioner, der ligger ud over det sædvanlige.

Overførsler af bevillinger mellem regnskabsår har gennem årene givet anledning til forståelsesproblemer såvel i det administrative system som i det politiske. Hertil kommer, at der er anvendt ganske betydelige administrative ressourcer på at fastlægge, forklare og administrere overførselsadgangen, fordi adgangen ikke er forudsat i styrelsesloven.

LÆS OGSÅ Lars Løkkes glashus

Derfor har det været nødvendigt at træffe særlige beslutninger om principperne for overførselsadgangen for at kunne imødekomme de formelle krav i styrelsesloven.

Der er set eksempler på, at en generel overførselsadgang har ført til akkumulering af betydelige bevillinger, som er overført til efterfølgende regnskabsår via automatikken i overførselsadgangen. Det kan være en spiral, hvor besparelser (eller overbudgetteringer) akkumuleres fra år til år.

Sådanne akkumulerede overførte bevillinger er ikke til rådighed for bevillingsmyndigheden, med mindre de internt vedtagne regler brydes eller ophæves. Det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem vil kun sjældent kunne argumentere for de lovbestemmelser og teknik, der ligger til grund for den interne beslutning og overførselsadgang.

Min vurdering er, at den økonomiske effekt af overførselsadgang er negativ, forstået på den måde, at der ikke kan påvises nævneværdig økonomisk nytte af overførselsadgangen, som ikke kunne opnås ved de i loven forudsatte et-årige bevillinger. Tilbage står derfor alene ressourceforbruget ved at fastlægge, forklare og administrere overførselsadgangen, som ofte er betydelig.

Mit ærinde er derfor at opfordre til at go back to basis med et-årige bevillinger, som forudsat i styrelsesloven og budget- og regnskabssystemet. Hvis lovens og budget- og regnskabssystemets bevillingsregler lægges til grund, kan reglerne sammenfattes til:

  1. Bevillinger til drift.
    Følger budgetåret. Eventuelle væsentlige overskridelser af bevillinger forklares i bemærkningerne til regnskabsoversigten på bevillingsniveau i årsregnskabet. Eventuelle væsentlige uforbrugte bevillinger forklares i bemærkningerne til regnskabsoversigt på bevillingsniveau og bortfalder hermed.
  2. Bevillinger til anlæg.
    Bevillingen er flerårig og er i kraft indtil anlægsprojektet er afsluttet. Udgifter og indtægter akkumuleres i anlægskartoteket. Bevillingsafregning sker ved afslutning af anlægsprojektet ved aflæggelse af et årsregnskab. Der udarbejdes anlægsregnskab for projekter over to millioner kroner.
  3. Rådighedsbeløb til anlægsbevillinger.
    Følger budgetåret. Uforbrugte rådighedsbeløb bortfalder i forbindelse med bevillingsafregningen i årsregnskabet.

Bestemmelserne i styrelsesloven og budget- og regnskabssystemet er forståelige og operationelle. Hvis de interne regler om overførselsadgang mellem regnskabsårene bortfalder, vil det medføre betydelige forenklinger i bevillingsproceduren og bevillingsafregningen, og der vil ikke være risiko for utilsigtet passivering af kommunalbestyrelsen med henvisning til den besluttede overførselsadgang.

Det er ledelsens opgave at skabe en åben og tillidsfuld dialog mellem forvaltningen og kommunalbestyrelsen om disponeringen af kommunens ressourcer. Der er tradition for et højt bevillingsniveau i kommunerne, som giver et stort råderum for forvaltningerne til at disponere bevillingerne. Hvis der er behov for genbevillinger må forvaltningen begrunde en ansøgning herom, således som styrelsesloven forudsætter.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Overførsler af uforbrugte bevillinger til følgende regnskabsår Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger