Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 28 / 2008

Kronik: Når det offentlige skal være mor

Forfatterne har haft et skæbnefællesskab gennem et kvart århundrede – Lisbeth Zornig Andersen som børnehjemsbarnet, der havde brug for hjælp og endte med at være normbryder og få både uddannelse og topjob, og Karen Gjesing som socialpædagogen, der hjalp hende. Her gør de sammen samfundsregnskabet for Lisbeth op – og også for hendes bror Tonny, som det ikke er gået ligeså godt
tekst Lisbeth Zornig Andersen & Karen Gjesing. Illustration: Gitte Skov

Karen Gjesings historie

Som 10-årig sidder Lisbeth bag på sin bror Renés cykel, borer næsen ind i hans pæne trøje og nyder duften af sæbe. René er hjemme på weekend fra børnehjemmet, hvor han er anbragt sammen med sine to brødre. Kun Lisbeth, lillesøster, bliver hjemme. Duften af sæbe bliver symbolet på orden og tryghed, og duften får Lisbeth til at længes væk fra en verden af forladthed, kaos, grimme lugte, druk og vold.

Lisbeth kan minutiøst skildre de øjeblikke, hvor hun husker, at nogen så det omsorgssvigtede barn. En dansklærer, som forsøgte at få hende i pleje, men fik afslag, fordi hun var enlig mor.

Skriv hvad du søger