Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 26 / 2008

Ukrænkelighed, tvang og mors lille dreng

tekst Forstander og Byrådsmedlem Kim Quist (S), Haderslev

Som forstander ved den selvejende institution Ehlershjemmet, som primært tager sig af børn og familier med massive problemer, bekymrer det mig til stadighed at opleve det, vi kan kalde det professionelle omsorgssvigt, senest blandt andet illustreret ved famøse tv-udsendelser om mors lille dreng, fortsat pågår i velfærdssamfundet. Noget må gøres.

Først og fremmest tror jeg, at vi skal til at rokke lidt ved to centrale danske værdier, som har fået alt for meget magt i vores udvikling af velfærdssamfundet: Familien er ukrænkelig og frihed før tvang.

At familien har været ukrænkelig, har for ofte betydet, at man som omsorgsgiver og myndighedsperson har lagt for meget vægt på, at familien skal blive sammen, måske oven i købet har for mange professionelle identificeret sig med forældrenes situation og herved mistet børneperspektivet?

Ethvert barns bedste udviklingspotentiale finder bedst mulig grobund for vækst hos familien, ingen tvivl om det. Men det er under forudsætning af, at forældrene magter det. Her har vi ofte strakt os for langt, med vidtgående konsekvenser til følge.

LÆS OGSÅ Kommuner i strid med serviceloven
FOR ABONNENTER

Når samfundet så har prioriteret vigtigheden af, at du som samfundsborger har friheden til at træffe egne valg, tør vi ikke anvende tvangsforanstaltninger på rette tid og sted og alt for ofte ikke tidligt nok. Tvang er blevet et fyord.

Alle inden for området de udsatte ved, hvad tidlig indsats og forebyggelse betyder. Når jeg modtager en samfundsborger med massive vanskeligheder på vores institution, følger der en temmelig tyk sagsmappe med.

Vores institution er ofte sidste instans, altså viser stakken af papirer en alenlang beskrivelse af et liv, hvor diverse tilbud, eller mangel på samme, ikke har haft den fornødne effekt, så borgerens tillid til, at vi som endnu et velmenende projekt gør, at livet bliver lettere, er nærmest fortonet i tomme og udslukte øjne.

Tidlig indsats og forebyggelse betyder, at vi om nødvendigt må benytte lovgivningen til eksempelvis at tvangsbehandle gravide misbrugsmødre, så de ikke bliver mødre til et handicappet barn.

At vi tilbyder/pålægger flere samtaler med blandt andet jordemødre og sundhedssektor- medarbejdere for de gravide familier. At der er flere sundhedsplejerske-besøg og langt større forebyggende samtaler med sundhedsplejerske samt flere besøg i hjemmet og massive døgn-og dagtilbud til de svage familier. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange døgnpladser til familiebehandling, samfundet har fundet overflødige i de sidste ti år.

Veluddannede dagplejere og dagplejemødre med lavere normering for at skabe plads til de svage familiers børn med særlige vanskeligheder. Det er en massiv investering i hele normalområdet, og det betyder, at alle danske vuggestuer, børnehaver og folkeskoler skal have et kvalitativt løft, så netværket under alle udsatte børn og unge bliver mere fintmasket.

Et normalområde med rigelige ressourcer, veluddannende lærere og pædagoger, massiv efter-/videreuddannelse, bedre normeringer, bedre fysiske rammer, tættere skole/hjem, samarbejde med mere.

Ja, vi kender alle svarene, men tilsyneladende tør ingen tage beslutningen om en markant investering. Problemet for de svageste er, at kommuner og stat mener, at man kan spare sig ud af problemerne. Men nej, man kan kun investere sig ud af dem. Hvad betyder det, at kommunernes socialrådgivere har 50-60 sager, øget afrapportering, kontrol, paragraf 50, social handleplan, tilsyn med mere, ingen plads til faglighed og professionalisme og lever som brandslukkere?

Vores investering i socialrådgiverne som nøglepersoner siger måske noget om vores syn på, hvad vi dybest inde mener er nok til de svageste. Faktisk er det ikke et velfærdssamfund værdigt. Derfor får vi fremadrettet stadig skrækhistorier som den, Jørn og lillebror, fik og det med mindst ti års ny viden uden effekt eller vilje til en anden vej.

Vores politiske system spiller fallit, når vi ikke har modet til at se ud over de kortsigtede budgetrammer for et år ad gangen. En massiv investering i normalområdet med en tidlig forebyggende indsats nu, altså mest mulig indgriben fra undfangelsen, ville være det løft, som faktisk kunne gøre, at snak omkring brydning med den sociale arv blev til andet end festtalernes manifest uden handling.

For øvrigt ville den visionære beslutningstager se den kraftige sidegevinst på lang sigt, nemlig det faktum, at en massiv indsats tidligt giver konkrete besparelser på den lange bane (måske først om 7-12 år). Så at bryde negativ social arv kræver indsats, vilje og mod til at smide snæversynet overbord, også længere væk end en fireårsperiode som folkevalgt.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ukrænkelighed, tvang og mors lille dreng Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger