Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 26 / 2008

Brug wow-effekten

tekst Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening

Hvordan får vi de unge og andre grupper, som i dag oplever biblioteket som en fremmed planet, til at føle sig hjemme i biblioteket? Hvordan får vi inviteret alle med i vidensamfundet?

På den internationale biblioteksforenings IFLA's store årlige kongres, som har samlet 4.000 informations- og bibliotekseksperter og andre bl.a. arkitekter og politikere, i Quebec er svaret klart: Brug wow-effekten, det vi ikke forventer!

Biblioteket er under forvandling. Som det sidste halve års avisdebat gang på gang har været inde på, så er biblioteket under kraftig ændring. Ikke, som nogen går og tror, til et bogløst bibliotek eller et bibliotek, der fremover kun koncentrerer sig om de nye services på nettet fra bibliotek.dk til musikbiblioteket.dk.

Nej, jeg taler i dette tilfælde om det fysiske biblioteks ændring og ikke om alt det, der sker uden for biblioteket. Rummet skal kunne noget mere end før, og flere biblioteker både i udlandet og herhjemme er gået i gang med udviklingen af biblioteket. Fra at være et rum domineret af rækkevis af reoler med bøger til også at være en levende mødeplads for kultur, læring og indsigt – både via bøgerne og de mange digitale muligheder.

LÆS OGSÅ Ukrænkelighed, tvang og mors lille dreng

Og det er det, vi som politikere skal blive meget mere bevidste om at tage fordel af, når vi sammen med forvaltnings- og fagfolk bekymrer os over, at blandt andet alt for mange unge vender biblioteket ryggen.

Sjæl og ånd, fri og lige adgang er bibliotekets unikke tilbud til alle. Det skal vi holde fast i og fortsat sikre de rigtige rammer omkring lokalkulturen og folkeoplysningen.

Hjørring, med Danmarks nyeste bibliotek, har vist vejen. Sker det her virkelig i vores by, spørger de unge og strømmer til stedet tæt fulgt af mange, mange andre. Sammen med arkitekterne Bosch & Fjord har Hjørring kommune og bibliotek satset på wow-effekten!

Præcis som IFLA kongressen i Quebec kraftigt anbefaler, og de unge er vendt tilbage. De er ligesom andre borgere oprigtig glade for og meget stolte over biblioteket, dets utraditionelle indretning og det fantastiske nye kultur-, møde- og værested, byen har fået.

LÆS OGSÅ Teenageministerium er en løsning

Helt i overensstemmelse med den nye bog Biblioteksrummet, inspiration til bygning og indretning, som Danmarks Biblioteksforening har lavet som et kick-off til den lokale fornyelse. Her kommer en række arkitekter og biblioteksfolk med indspark til den nødvendige nyudvikling af de danske biblioteker.

Dét er nemlig en anden melding, som den internationale kongres kommer med.

Det fantastiske bibliotek er muligt; wow-effekten skabes af biblioteksfolk i fællesskab med designere, kunstnere, etnografer, arkitekter og os politikere.

Det er bare om at komme i gang med diskussionen.

LÆS OGSÅ At faste i ramadan er en privat sag

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Brug wow-effekten Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger