Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2008

Hovedstaden skal have et fælles brand

tekst Adm. Direktør Steen Donner, Copenhagen Capacity, og adm. Direktør Lars Bernhard Jørgensen, Wonderful Copenhagen

Det går godt i København, ja i hele den danske hovedstadsregion. Aldrig har beskæftigelsen været større, aldrig har regionen haft så mange turister, erhvervslivet har det godt, og økonomien er i top.

Når vi i Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen alligevel råber vagt i gevær, er det fordi vores analyser og beregninger viser, at den danske hovedstads-region i disse år ikke får sin andel af væksten. Og her taler vi både om væksten i antallet af turister, overnatninger og kongresser og om væksten i antallet af internationale investeringer.

Der er naturligvis flere årsager til, at udviklingen i hovedstadsregionen ikke er helt oppe i det gear, vi kunne ønske. Men efter vores mening er der én altoverskyggende grund til, at vi er ved at tabe terræn: København/hovedstadsregionen mangler et stærkt, entydigt brand!

Alle internationale virksomheder er afhængig af deres image, effektiv branding og markedsføring. Derfor har enhver stor international virksomhed en række værktøjer, der skaber et entydigt og klart brand, og som styrker kommunikationen af virksomhedens budskaber og image. Derfor skal vi se på København og hele hovedstadsregionen som én virksomhed, der hele tiden er i konkurrence med en lang række metropoler.

LÆS OGSÅ Kommunebranding må ikke (blot) være markedsføring?

Vi konkurrerer hele tiden, og vi har et konstant behov for at styrke og udbrede vores image, så vi kan klare os i den globale konkurrence. Og konkurrencen er hård. Der er mange byer, der er lige så store eller større end København, og som kan tilbyde det samme, som vi kan. Når vi i hovedstadsregionen melder ud, at vi er en førende videnregion med gode vilkår for virksomheder, turister og expats, så gør de præcis det samme i Amsterdam, Hamborg og Stockholm.

Konsekvensen af denne konkurrence mellem de europæiske metropoler er, at København skal gøre tingene smartere og anderledes end de andre. Københavns og hovedstadsregionens brand skal have kant og fortælle en tydelig historie, der samtidig skal rumme den forskellighed og mangfoldighed, der er i regionen. Dette er baggrunden for, at Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen har taget initiativ til møder med en række af hovedstadens aktører. Når vi ser på Københavns situation, konkurrerer byen på en lang række områder. Men gældende for dem alle er, at vi kæmper om at tiltrække kompetencer, mennesker og merværdi til regionen. Vi kæmper om de internationale investorer, de bedste studenter, talenter, iværksættere og ikke mindst de kreative. Vi kæmper om erhvervs- og ferieturister, flyruter, konferencer og store begivenheder. Kort sagt, vi konkurrerer om vidensamfundets ressourcer. Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen har identificeret en række områder, hvor det er afgørende, at der igangsættes en ekstra indsats i fremtiden.

Udfordringerne kan opsummeres sådan:

- Hovedstaden mangler ét samlende internationalt brand.
- Hovedstadens andel af udenlandske investeringer er faldende.
- Hovedstaden er ikke længere blandt verdens top ti kongresbyer.
- Hovedstadens position som førende indgang til Nordeuropa udfordres.
- Hovedstaden får ikke sin andel af internationale studerende og expats.

LÆS OGSÅ Aftale i Greve: Byrådsmedlemmer og kandidater må ikke debattere på kommunens Facebookside

Vores to organisationer vil gerne skabe det mest ambitiøse brandingprojekt i hovedstadens historie. Men vi får kun succes, hvis Københavns fremtidige brand finder opbakning og skaber engagement og ejerskab hos myndigheder, erhvervsfremmeaktører, universiteter, studerende, borgergrupper, foreninger, medier og virksomheder i hele regionen. Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen kan ikke gøre det alene. Vi tager førertrøjen og initiativet nu, men det er altafgørende, at alle relevante aktører deltager og involverer sig.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hovedstaden skal have et fælles brand Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger