Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 16 / 2008

Anlægsloft standser klimakommunerne

Nogle af de mest ambitiøse danske klimaprojekter risikerer at blive forsinket. Flere kommuner er på vej til at sætte deres projekter i stå for at undgå straffeaktioner fra regeringen. Lollands genopretningsplan snubler
tekst Rudi Holm

Klimaminister Connie Hedegaard (K) har i et par år rejst rundt og fortalt kommunerne, at de er vigtige aktører i Danmarks klimaindsats. Og når Danmark næste år er vært for FN’s klimatopmøde, er et af målene ”at vise omverdenen, hvad vi er gode til i Danmark”, som ministeriet formulerer det på sin officielle hjemmeside for begivenheden. En præsentation som ikke mindst kommunerne var tiltænkt en rolle i. Men spørgsmålet er, hvad Danmark egentlig vil kunne vise frem i 2009?

Med beslutningen om at lægge loft på kommunernes anlægsbudgetter i 2008 er regeringen nemlig på vej til at hive stikket ud af en række store, ambitiøse, kommunale klimaprojekter.

I Sønderborg, der gennem de seneste par år har arbejdet med det såkaldte Project Zero – et projekt som handler om at blive et førende eksempel i verden på, hvordan et område kan skabe bæredygtig vækst og innovation, er borgmester Jan Prokopek Jensen (S) oprørt. Han kalder situationen for alvorlig.

Skriv hvad du søger