Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 03 / 2008

Eneste udvej er det lange seje træk

Sidste år lavede en gruppe af utilpassede unge optøjer i Nivå i Nordsjælland. For Fredensborg Kommune har uroen ført til et bedre samarbejde med politiet, men også til en erkendelse af, at det eneste, der kan forhindre uroligheder helt, er en langsigtet indsats for at give de unge bedre forhold

Pludselig går de unge amok. Det er sket i sociale boligområder over hele landet, og det er et alvorligt problem for kommunerne. Med vold og optøjer kan de unge nemlig hurtigt ødelægge meget af det arbejde, kommunerne laver for at forbedre de belastede bydeles image.

I foråret og sommeren 2007 oplevede stationsbyen Nivå i Fredensborg Kommune en række voldsomme uroligheder. De blev startet af cirka 30 unge fra det sociale boligbyggeri Islandshøjparken, der ligger centralt i byen. I løbet af maj og juni kom de unge flere gange i klammerier med politiet. Blandt andet endte det på et tidspunkt med, at de unge kastede molotovcocktails og satte ild til politibiler, fordi politiet havde konfiskeret en fodbold.

Urolighederne nåede dog først sit højdepunkt, da de unge lavede grov chikane mod et tysk cirkus, der var kommet til byen. De kastede kanonslag ind i cirkusdyrenes telte og forsøgte angiveligt at fodre en elefant med et franskbrød fyldt med glasskår. Til sidst endte det hele med et voldsomt slagsmål mellem de unge og cirkusfolkene. Ved den lejlighed kvæstede en medarbejder i cirkusset en af sine kollegaer, da han forsøgte at køre ind i de unge med en traktor. Urolighederne har naturligvis ført til selvransagelse i Fredensborg Kommune. Hverken de unge eller kommunens øvrige borgere kan nemlig være tjent med, at der konstant lurer en fare for voldelige konfrontationer med politiet.

Skriv hvad du søger