Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 22 / 2007

Jobcenter mærker synergien

Jobcentrene er jaget vildt i medierne, men det får ikke jobcenterchefen i Esbjerg, Lise Willer, til at ryste på hånden. Der er allerede synlig synergi-effekt i, at kommuner og stat er gået sammen om beskæftigelsesopgaven i pilotjobcentrene
tekst Sidsel Boye

Det er kun kort tid siden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slog til med en analyse af landets jobcentre, og den var negativ.
Og på denne torsdag midt i juni regner man på Jobcenteret i Esbjerg med også snart at se den forventede nye statistik over jobcentrenes indsats fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Statistikken har været på trapperne i nogle uger, og i pilotjobcentret i Esbjerg har man allerede taget sine forholdsregler for ikke at blive blæst omkuld af negativ presse. Centerchef Lise Willer har en pressemeddelelse klar, som vil kunne forklare både de mindre gode resultater og de gode resultater, som hendes medarbejdere i det lokale jobcenter har præsteret.

 – Vi sender en pressemeddelelse ud her i eftermiddag med nogle tal, og det gode tal viser, at ledigheden i Esbjerg er lav. Kort fortalt viser tallene, at vi, hvad angår rettidighed, ligger rigtig godt med de forsikrede ledige, mens vi på de ikke forsikrede ligger knap så godt, forklarer hun.

Fat i rattet
Man kan ikke sige, at ledelsen i Jobcenter Esbjerg er blevet immune over for den kritik, der er haglet ned over jobcentrene siden starten den 1. januar i år. Jobcenterets sektionsleder Dan Lynghede måtte da også holde ekstra fat i rattet, den dag Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse pludselig tonede ud af bilradioen. Men kritikken rokker ikke ved den grundlæggende oplevelse af, at sammensmeltningen af stat og kommune i et jobcenter er det rigtige.

Skriv hvad du søger