Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 16 / 2007

Analyse: Når reformen bliver til virkelighed

Mere end to år med massiv arbejdsmængde, dobbeltjob og frustrationer var endelig slut den 1. januar 2007 – troede mange af os, nok lidt naivt set i bakspejlet. Nu er virkeligheden her, og der er mere end nogensinde behov for at se på, hvordan vi hindrer sygefravær og manglende trivsel
tekst Anne Fossing og Bettina Høst Poulsen

Mange kommunale medarbejdere og ledere har gået og glædet sig til 1. januar 2007, hvor kommunalreformen ikke længere blot var noget, vi talte om og arbejdede hårdt på at realisere, men blev til virkelighed og hverdag. Mere end to år med massiv arbejdsmængde, dobbeltjob og frustrationer var endelig slut – troede mange af os, nok lidt naivt set i bakspejlet!

For nu er virkeligheden her, tredje halvleg er i gang, og frustrationerne har nået nye højder rundt omkring i de nye kommunale organisationer. Opgaverne og bunkerne af sager er mange og store. Derudover skal vi også forholde os til nye opgaver, nye kolleger, nye ledere og nye medarbejdere. Her, lidt mere end 100 dage inde i de nye kommuner, er der mere end nogensinde behov for et meget stærkt fokus på de kommunale medarbejderes trivsel og arbejdsglæde.

De menneskelige konsekvenser af kommunalreformen kender ingen svaret på endnu. Vi må nok se i øjnene, at ikke alle kommer helskindet igennem. Det har vi allerede set de første eksempler på, men sandsynligvis ikke de sidste. Derfor bør medarbejdertrivsel have høj prioritet i de nye kommuner.

Skriv hvad du søger