Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 02 / 2007

Sorø var klar ved skranken

Første dag i den nye storkommunes liv var der tid til både nytårskur og kunder
tekst Sidsel Boye

Det er allerførste arbejdsdag i den nye storkommune i Sorø, og knap er dørene til rådhuset åbnet, førend de første kunder står klar ved skranken i borgerservice. Et par med en klapvogn kommer, fordi deres kontanthjælp ikke er gået planmæssigt ind på kontoen. Det har de været udsat for før, forklarer de en anelse utålmodigt. Parret får med det samme løst deres problem med en udskrift, som de kan bruge som dokumentation over for banken. Hvor årsagen til det tekniske kiks ligger, er der ikke umiddelbart nogen forklaring på.

 Men fakta er, at den tekniske konvertering af de tre kommuner, Sorø, Dianalund og Stenlille til én ny storkommune dagen i forvejen er gået stort set perfekt. Syv fejl i småtingsafdelingen er alt, hvad der er dukket op, da et hold på 25-30 mennesker har brugt nytårsdag til at tage et endelig tjek på, om alt nu er klar til første hverdag efter reformen.

Borgerserviceområdet, borgernes nye overskuelige indgang til storkommunen, har kun været i brug i to måneder. Men set ude fra er der ikke meget, der signalerer nyt, for arbejdspladserne er foreløbigt stykket sammen af skriveborde og rulleskabe i forskellige udgaver fra tre forskellige rådhuse. De fritstående skranker er et kreativt lån fra teknisk afdeling på etagen ovenover, stillet op på en måde, som gør det lettere for borgerne at få øje på den nye service, lige når de kommer ind ad døren. Før åbningstid bliver et skrivebord flyttet på plads umiddelbart inden for døren i kontorlandskabet. Her skal medarbejderne fra borgerservice skiftes til at sidde med den ene vigtige funktion at tage sig af den først visitering.

Skriv hvad du søger