Vinderne som tabte til sidst

De var oplagte borgmesterkandidater, men måtte sande, at aftaler ikke altid bliver over- holdt og at samarbejdspartnere pludselig skifter side. Det er et råt spil om magt, når der skal konstitueres på en valgnat, og magtalliancer kan pludselig ændre sig væsentligt

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 35 / 2005

Det er altid ærgerligt at måtte erkende, at valget er tabt, og at ens parti er gået tilbage. Men det er endnu mere ærgerligt at måtte sande, at man ikke kan komme til fadet på trods af fremgang.
På en valgnat handler det udelukkende om at kunne tælle til halvdelen af et byråd plus en, så har man den vigtigste post. Det  ender ofte med knive i ryggen og opsigtsvækkende alliancer.
Venstres spidskandidat i Norddjurs Kommune, Jens Peter Jellesen, er en meget skuffet mand. Skuffet over, at han ikke blev borgmester og skuffet over, at en aftale han havde indgået med Socialdemokratiet, ikke blev overholdt. Venstre blev det største borgerlige parti med 10 mandater, og i alt kunne de borgerlige partier mønstre et  flertal på 15 ud af 27 pladser i kommunalbestyrelsen i den nye Norddjurs Kommune. Da De Konservative og Borgerlisten krævede at få både borgmester- og viceborgmester- posten, kiggede Jellesen mod Socialdemokratiet.
– Vi havde en foreløbig aftale med Socialdemokratiet om, at jeg skulle være borgmester. Vi aftalte endvidere, at ingen af os ville forhandle med andre, før vi igen havde talt  sammen. Det løfte brød Socialdemokratiet. I dag piner det mig, at jeg var så naiv, siger Jens Peter Jellesen.
I Norddjurs endte det med, at Borgerlistens Torben Jensen blev borgmester med støtte fra Socialdemokratiet, som til gengæld fik viceborgmesterposten og formandsposterne i de seks stående udvalg. Borgerlisten fik tildelt tre mandater af vælgerne i Norddjurs.

LOLLAND GLIPPEDE FOR SF
I Lolland Kommune er nuværende Nakskov-borgmester Flemming Bonne Hansen (SF) også vred på Socialdemokratiet. Han mener, at borgerne klart tilkendegav, at han skulle være Lollands borgmester. SF opnåede 29,5 procent af stemmerne og 9 mandater. Socialdemokratiet fik også 9 mandater på Lolland.
– Det, der sker, er, at jeg laver et personligt kanonvalg. Jeg tager både stemmer fra Venstre og Socialdemokratiet. Vi har haft møder om konstitueringen med Socialdemokratiet, som derefter har holdt møder med Venstre og valgt at konstituere sig udenom os. For Stig Vestergaard (S) hand- ler det kun om borgmesterposten, og man overholder ikke de løfter, man har givet om en bred konstituering og bredt samarbejde, siger en detroniseret Flemming Bonne Hansen.
Ifølge Flemming Bonne Hansen spiller Stig  Vestergaard hasard med udkantsområdets fremtid.
– De er åbenbart ikke interesserede i Lollands fremtid, og det er ikke politikken, men udelukkende personer, der optager dem, siger Flemming Bonne Hansen, som inden valget sagde, at dette ville blive hans sidste periode i lokalpolitik. Men det kommer måske til at se anderledes ud efter det, der skete på valgnatten.
– Man kan sige, at hvis jeg skal have revanche, så bliver jeg jo nødt til at stille op igen, så jeg afviser ikke noget, lyder det fra SF’eren.

FÆLLESLISTEN UDEN INDFLYDELSE 
En fjerdel af samtlige afgivne stemmer var, hvad Preben Kristensen fra Fælleslisten fik i Ikast-Brande. Det er 5.180 ud af i alt 21.709 stemmer. Fælleslisten fik 8 mandater og flest stemmer, men blev holdt uden for forhandlingerne. Venstre valgte at konstituere sig med Konservative og Socialdemokratiet. Venstremanden Carsten Kissmeyer, som fik 1.498 personlige stemmer, bliver nu Ikast- Brandes borgmester. Det er Fælleslisten og Preben Kristensen bitre over.
– Jeg er meget skuffet. Jeg synes virkelig, at man snyder borgerne. De har stemt os ind som det største parti, og så vælger man helt at ignorere det. Jeg kunne forstå, at man var gået uden om os, hvis vi havde været for stride under forhandlingerne og  krævede for meget, men sagen er, at vi jo slet ikke kom med til forhandlingerne. Det var aftalt, at vi skulle mødes i Ikast klokken halv ti, og da jeg kom derop, var de allerede i gang og valgte så at holde os ude, siger Preben Christensen, som indtil nu har været borgmester i Brande.
Borgerne i den nye Ikast-Brande Kommune får ikke, hvad de er blevet lovet, mener Preben Christensen. Han siger om Venstres og Carsten Kissmeyers handlemåde:
– Kissmeyer har igen og igen sagt, at Venstre ville være garant for en bred konstellation. Det løfte holder han ikke. Det koger her i Brande – jeg har hørt, at der vil komme demonstrationer imod det her, så utilfredse er borgerne, siger Preben Kristensen. 

DEMOKRATISK  I ORDEN
Søren Serritzlew er adjunkt ved Institut for Statskundskab i Århus og har forsket i kommunale konstellationsforhandlinger. Han mener ikke, at det er et demokratisk problem, når store partier bliver forbigået.
– Det er selvfølgelig ærgerligt for et parti med mange stemmer bag sig at blive holdt ude, men den landspolitiske opdeling er ofte ikke relevant i kommunalpolitik. Dermed kan der være lokale grunde, der gør det fornuftigt, at for eksempel konservative og socialdemokrater konstituerer sig sammen, og så alligevel varetager vælgernes ønsker, siger Søren Serritzlew.

Kommenter denne artikel
Svar på dette indlæg: Vinderne som tabte til sidst
  •  

Nyhedsbrev