Skæbnefortællinger fra et dramatisk valg

Fuglebjergs borgmester vraget. To socialdemokratiske borgmestre definitivt færdige som borgmestre. Tyskere tog sig godt betalt i Sønderborg. Fynsk kommune skal stemme om nyt navn

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 35 / 2005

Ethvert kommunalvalg byder på dramaer og en lang række skæbnefortællinger. For Fuglebjergs 45-årige borgmester Henrik Willadsen (V) betød valget til de nye kommuner ikke alene et snarligt farvel til byens borgmesterkontor – det blev også et farvel til kommunalpolitik. Willadsen fik nemlig ikke personlige stemmer nok til at komme ind i det nye byråd i Næstved. 203 stemmer var ikke nok til at få en af ni V-pladser.
I Egebjerg var borgmester Mogens Johansen (S) tæt på at lide samme skæbne. Men efter en neglebidende omtælling viste det sig, at han lige nøjagtigt klarede skærene med et plus på fire stemmer. Dermed sikrede han sig en af otte socialdemokratiske  pladser i byrådet i Svendborg.
To vragede socialdemokratiske borgmestre, Bornholms Thomas Thors og Odders Elvin Hansen, er definitivt færdige som borgmestre. De meddelte begge kort efter valget, at de ikke genopstiller som spidskandidater, og de begrundede det begge med deres alder til den tid.

GOD  BETALING
I Sønderborg kom Slesvigsk Parti til at spille en afgørende rolle i konstitueringen. Det tyske mindretalsparti fik ét mandat i byrådet, og da Socialdemokraterne havde 15, og den borgerlige blok med fælleslisten også havde 15, så kom nyvalgte Stephan Kleinschmidt til at stå i centrum for begivenhederne.
– Det var klart, at alle de andre partier i byrådet var fast besluttede på at udelukke Socialdemokratiet, og derved blev der ikke noget samarbejde over midten.
Vi ville i den situation hellere prøve at få Socialdemokraterne til at åbne sig, siger Stephan Kleinschmidt.
Det lykkedes, og Slesvigsk Parti har fået en god betaling for støtten. Stephan Kleinschmidt bliver anden viceborgmester og formand for kultur- og fritidsudvalget samt medlem af temaudvalget.
Han har ikke siddet i byrådet før, men har som formand for den internationale ungdomsorganisation YEN med 130.000 medlemmer en del erfaring med store organisationer.

NYT  NAVN  TIL  BOGENSE?
I Bogense kan borgmester Bent Dyssemark (V) se frem til at skulle udskrive en lokal folkeafstemning om kommunens navn. Han sikrede sig nemlig borgmester- posten i kraft af støtte fra den tværpoliti- ske liste Nordfynslisten, og den er stiftet med det primære formål at få omdøbt kommunen til Nordfyn.
– Ved samme lejlighed vil jeg foreslå en hurtig folkeafstemning om, hvem der skal være borgmester, lød kommentaren fra et ikke helt tilfredst konservativt byrådsmedlem Eva Laut Andersen.

Kommenter denne artikel
Svar på dette indlæg: Skæbnefortællinger fra et dramatisk valg
  •  

Nyhedsbrev