82 borgmestre fortsætter i borgmesterstolen efter 2007. Den fortsættende borgmester er 92 procent hankøn, 55 år og har 17 års erfaring med kommunalpolitik
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr.
35 / 2005
82 ud af de 98 borgmestre, der skal styre det kommunale Danmark fra 2007, er allerede borgmestre, mens en enkelt var det fra 2000 til 2003. Men hvem er de egentlig, de her langtidsholdbare borgmestre, der også sidder med en kæde om halsen i 2007?
Tager man deres karakteristika såsom alder o. lign., lægger dem sammen og dividerer med 82, får man gennemsnitsborgmesteren, og han ser sådan her ud: Han er 92 procent hankøn og 55 år. Han blev valgt ind i en kommunalbestyrelse som 38-årig. Det var i 1988 og knap ti år senere, som 47-årig, avancerede han til borgmester. Det var i 1997. Det giver ham 17 års erfaring med kommunalpolitik og otte års borgmestererfaring. Og så er han vældig glad for børn. I hvert fald har over 14 procent af de 82 borgmestre en læreruddannelse bag sig.
Og ser man på de resterendes uddannelse, ser man med al tydelighed, at Danmark ikke er et land, hvor man behøver at være hverken lærer eller akademiker for at sidde på magten.
Akademikere af forskellig art udgør ganske vist omkring 20 procent, men Det Nye Danmark kommer også til at have en matros, en isenkræmmer og en saltsyder bag roret.
DE 82 BORGMESTRE, DER BLEV GENVALGT ER I GENNEMSNIT…
• 55 et halvt år gamle
• Blev valgt ind i en kommunal- bestyrelse som 38-årige
• Blev borgmestre som 47-årige
• Har 17 års erfaring med kom- munalpolitik
• Har otte års erfaring som borgmestre
• 47 af dem har siddet i mere end én periode.
• Den yngste til at blive valgt ind i en kommunalbestyrelse var 22 år
• Den ældste var 60 år
• Den yngste til at blive borg- mester var 30 år, mens den ældste var 63 år
Over 14 procent af de fortsættende borgmestre har en læreruddannelse. Tager man de nye og grønne borgmestre med, tilføjes i hvert fald én mere til listen, nemlig Københavns Kommunes kommende overborgmester Ritt Bjerregaard.