S og v delte regionerne

Socialdemokratiet stærkest i Nord- og Midtjylland. Venstre snuppede borgmesterposterne i Syddanmark og på Sjælland, men begge steder var der næsten dødt løb

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 35 / 2005

Socialdemokratiet og Venstre delte på nærmest broderlig vis formandsposterne i fire af de fem regioner. S var stærkest i Nord- og Midtjylland, mens V tog Syddanmark og Sjælland. I Hovedstadsregionen blev spillet om formandsposten trukket meget langt ud, og ved redaktionens slutning var alt endnu uafklaret. Her fik S 13 mandater og V 8 – med støttepartier  henholdsvis 19 og 17. Der skal 21 til et flertal. Derfor fik De Radikale med Kirsten Lee i spidsen med fire mandater en absolut nøglerolle, og den benyttede partiet til at kræve formandsposten. Det gik betydeligt nemmere i de øvrige regioner, om end der var socialdemokratisk knurren i Region Sjælland over, at amtsborgmester i Roskilde Kristian Ebbensgaard (V) fik radikal støtte til at sikre sig posten som regionsrådsformand. Tidligere europapar- lamentsmedlem Freddy Blak blev i øvrigt valgt ind på sin egen Blak-liste, hvilket ikke lykkedes for ham ved kommunalvalget i Næstved. Bent Hansen, amtsborgmester i Viborg, bliver regionsrådsformand i Region Midtjylland, hvor S fik 16  mandater og støtte af SF, De Radikale og Enhedslisten. Socialdemokraterne fik et flot valg i Region Nordjylland, hvor næsten hver anden vælger satte kryds ved liste A. Amtsborgmester Orla Hav bliver derfor ny regionsrådsformand. I Region Syddanmark var der dødt løb mellem V og S med hver 14 mandater. Her bliver Sønderjyllands amtsborgmester Carl Holst (V) ny regionsrådsformand på en bred aftale med socialdemokraten Poul-Erik Svendsen, der bliver 1. næstformand. Socialdemokratiet bliver med syv pladser størst i organisationen Danske Regioner. Venstre får fem pladser, mens de øvrige fordeles således: De Konservative 2, De Radikale, SF og Dansk Folkeparti hver 1.

Kommenter denne artikel
Svar på dette indlæg: S og v delte regionerne
  •  

Nyhedsbrev