Få kvinder – igen, igen

En foreløbig opgørelse af de indleverede kandidatlister viser, at der igen i år er langt mellem de kvindelige kandidater til kommunalvalget

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 31 / 2005

Valgbestyrelser, partier og kandidater har nu haft en uge til at ændre på de endelige lister til kommunalvalget. Men det rykker næppe ved det forhold, at der igen i år er forholdsvis få kvindelige kandidater til kommunalvalget. En rundringning til de politiske partier, foretaget af DR Nyheder i sidste uge, viser, at hver tredje socialdemokratiske kandidat er kvinde, mens Venstre kun kan mønstre kvinder til hver fjerde plads på listen. Endnu værre ser det ud, når partiernes spidskandidater bliver gjort op. Hos Socialdemokratiet er kun 14 procent af partiets spidskandidater kvinder, og det tilsvarende tal hos Venstre er sølle 12 procent. Hos de konservative er det også omkring hver fjerde kandidat, der er kvinde, mens de kvindelige spidskandidater udgør 20 procent.

På landsplan er det almindeligt, at knap hver tredje kandidat er kvinde. Men statistisk set har kvinderne næsten lige så gode chancer for at opnå valg som mændene. I 2001 blev 28 procent af de opstillede mænd valgt, mens 26 procent af de opstillede kvinder blev valgt.

KENTE PARTIER OVERALT
De foreløbige lister afslører også, at de kendte politiske partier helt som ventet bliver bedre repræsenteret end tidligere. Venstre, Socialdemokratiet og Konservative opstiller i hele landet (K dog ikke på Læsø), mens partier som Dansk Folkeparti, SF og De radikale, der tidligere har manglet repræsentation i 80-100 kommuner, denne gang kun må springe en håndfuld kommuner over.

Også Enhedslisten, Kristendemokraterne og CD bliver bredt repræsenteret. I Århus Kommune kan man således for første gang møde CD på stemmesedlen. Og er man til det parti, skal man sørge for at bruge sit kryds her. Partiet kommer nemlig ikke til at figurere på listen til regionsvalget i den nye Region Midtjylland, da partiets kandidatliste blev indleveret for sent.

ELVIS HAS LEFT TTH BUILDING
Etableringen af de nye kommuner og den brede repræsentation af de etablerede partier betyder også, at en del lokalt forankrede lister denne gang har opgivet ævred. For eksempel er Elvis Presley Listen forsvundet fra den kommunale stemmeseddel. Ved de seneste to valg har vælgerne i Tornved Kommune kunne sætte deres kryds ved énmands-partiet, der lovede at omdøbe Tornved Rådhus til Graceland. Men den mulighed er efter to forgæves valgkampe forsvundet i år. På kandidatlisten i den nye Holbæk Kommune er liste W – ”Red Bjørnene” – nu det eneste lokale islæt mellem alle de kendte partier. Og lokallisterne får svært ved at gentage de knap ti procent af mandaterne fra 2001, der førte til i alt 19 borgmesterposter, forudser kommunalforsker Roger Buch.

– Jeg bliver overrasket, hvis de får mere end en enkelt borgmesterpost, siger han til JyllandsPosten.

Han peger blandt andet på, at listerne er for lokalt forankrede til at kunne slå igennem i de nye storkommuner.

Kommenter denne artikel
Svar på dette indlæg: Få kvinder – igen, igen
  •  

Nyhedsbrev