Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr.
28 / 2005
Valgkampen op til dette års kommunalvalg giver lokalpolitikerne i sammenlægningskommunerne mange hovedbrud. Temaer er der nok af, men flere borgmestre peger i et rundspørge, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har foretaget, på, at det kan være svært at markere forskellighederne i et år, hvor alle har været med i det fælles arbejde at forme en ny kommune.
– Valgkampen har indtil nu ikke budt på den store aktivitet, men problemet er også, at vi har vanskeligt ved at finde noget at være uenige om. Vi har i den politiske styregruppe hidtil været enige om alt, hvad der er besluttet i forberedelsen af sammenlægningen. Vi har derfor nærmere problemer med at finde spørgsmål, hvor vi er uenige, siger således Venstres borgmesterkandidat i Tønder Kommune, Bredebros borgmester, Vagn Therkel Pedersen.
Finn Brunse, der er borgmester i Tommerup og socialdemokratisk spidskandidat i Assens Kommune er enig i, at valgkampen på alle måder er påvirket af reformen og arbejdet i den politiske styregruppe.
– Hos os har vi bestræbt os på, at der har været enighed om udmeldingerne og anbefalingerne til sammenlægningsudvalget, og på den led kommer arbejdet i den politiske styregruppe til at præge valgkampen, siger Finn Brunse.
UBEKENDTE FAKTORER
Ligesom en lang række af sine kolleger mener Finn Brunse også, at valgkampen hæmmes af, at der er en lang række ubekendte faktorer op til sammenlægningen.
– Der er mange områder, som vi ikke har fuld klarhed over endnu. Der er finansieringen, der ikke er på plads, der er en udligningsreform, der ikke er på plads, og der er enkeltheder omkring arbejdsmarkedscentrene, der endnu ikke er afklaret. Den usikkerhed gør, at vi selvfølgelig godt kan sige noget, men vi er nødt til at tage store forbehold. Det gør, at vi ikke melder ud. For det ville i meget høj grad blive det rene bragesnak, fastslår Finn Brunse.
Læs mere om valgkampen