Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr.
24 / 2005
Sommeren synger på sidste vers, og kommunesammenlægningerne rundt om i landet er på vej op i fart igen.
Forårets omfattende arbejde bliver nu videreført, og det er et gennemgående træk fra mange kommunegrupper, at forberedelsen af sammenlægning og modtagelse af nye opgaver dag for dag bliver stadig mere konkret.
Arbejdet præges pt. bl.a. af:
- At indhold og fortolkning af lovgrundlaget bag reformen bliver stadig mere gennembearbejdet i kommunegrupperne. På såvel opgave- som strukturspørgsmålet fremstår det nødvendige forberedelsesarbejde derfor stadig mere tydeligt. For eksempel amternes oplæg til delingsaftaler om blandt andet fordeling af medarbejdere.
- At der i mange kommunegrupper opleves en stadig større konkret ekstern interesse for forberedelsesarbejdet. Således har stadig flere interessegrupper og aktører helt naturligt bevæget sig tættere på processen i takt med, at arbejdet bliver mere konkret - og dermed kan få afgørende betydning for f.eks. den fremtidige dialog med lokalsamfundene, det fremtidige serviceniveau, den fremtidige organisation osv. For eksempel viser ældreråd og de faglige organisationer stigende interesse for sammenlægningsprocessen i kommunerne.
- At afstanden til kommunevalget nu er nået ind under 100-dagesgrænsen! Et forhold der givetvis kommer til at spille meget forskelligt ind i de enkelte kommunegrupper. Hér skal den rette balance findes mellem politikernes borgervendte dialog samtidigt med, at fremdriften i sammenlægningsforløbets mange opgaver fastholdes.
SAMMENLÆGNINGSUDVALGETS START
Lovgivningen som regulerer gennemførelsen af opgave- og strukturreformen lægger op til, at kommuner skal træffe mange og væsentlige beslutninger i de første tre måneder af 2006. Et af de helt centrale temaer på dagsordenen i stadig flere kommunegrupper er derfor, hvordan sammenlægningsudvalgets arbejde i 2006 tilrettelægges bedst muligt. 2006 bliver året hvor de nye kommuner får den politiske beslutningskraft, der skal til for at konstruere en kommune der er funktionsdygtig 1. januar 2007.
Det bliver derfor sammenlægningsudvalgets store udfordring at balancere mellem på den ene side at sikre tempo og fremdrift i ”byggeprocessen” og på den anden side at sikre grundige overvejelser om de ”rigtige” og langtidsholdbare løsninger, når ”huset skal bygges forfra”. Udfordringen i balancen mellem sikker drift og udvikling vokser i aktualitet hen over efteråret og ind i 2006, når sammenlægningsarbejdet i endnu højere grad går fra forårets afklarings- og analysearbejde til i højere grad at fokusere på konkret at konstruere den nye kommune.
I den sammenhæng er det helt afgørende, at der henover efteråret sker den fornødne forberedelse af sammenlægningsudvalgets arbejde. Lov om revision af den kommunale inddeling viser hovedvejen, men efterlader samtidig også en lang række nødvendige politiske drøftelser til den enkelte kommunegruppe. En række beslutninger skal her forberedes, hvis de nyvalgte politikere i sammenlægningsudvalget skal kunne videreføre kommunesammenlægningen og sikre den nye kommunes funktion fra dag eet.
BESLUTNINGSKALENDER 2006
KL har ; med rådgivning fra Bornholms Regionskommune, Syddansk Universitet og en række kommunaldirektører og reformprocesledere ; udarbejdet et forslag til beslutningskalender for sammenlægningsudvalget i 2006.
Målet har været at skabe overblik over de nødvendige politiske beslutninger i sammenlægningsudvalget og pejlemærker for den administrative forberedelse af beslutningerne. Beslutningskalenderen tager derfor udgangspunkt i tre centrale spørgsmål:
- Hvad siger lovgrundlaget om sammenlægningsudvalgets etablering og arbejde?
- Hvilke beslutninger skal sammenlægningsudvalget træffe i 2006?
- Hvordan kan de mange beslutninger planlægges med en hensigtsmæssig timing og tidsplan?
Forslaget til beslutningskalender kan hentes på http://www.kl.dk/beslutningskalender og er ligeledes under udsendelse til alle kommuner.
HVAD SKER DER EFTER 15. NOVEMBER?
Blandt emnerne, der indgår, er, hvordan den enkelte kommunegruppe - om muligt - får diskuteret og planlagt ”konstitueringsarbejdet” i forlængelse af kommunevalget.
I lovgrundlaget fastlægges det, at sammenlægningsudvalgets forberedelsesarbejde af den nye kommune i 2006 kan organiseres i såkaldte underudvalg á la de fra styrelsesloven kendte §17 stk. 4-udvalg. Det kan for eksempel være underudvalg til forberedelse af den nye kommunes budget for 2007 eller andre af sammenlægningsudvalgets opgaver.
Vi røber ikke for meget ved at konstatere, at organiseringen af sammenlægningsudvalgets arbejde rundt i landet har givet anledning til mange gode politiske meningsudveklinger!
Politisk magtfordeling og konstituering i de hidtil kendte former, kombineret med en hensigtsmæssigt projektorganisering af det videre forberedelsesarbejde i 2006, synes at blive et af de spørgsmål, der, i et spændende og travlt efterår, gør sammenlægningsarbejdet stadig mere konkret.
SAMMENLÆGNINGSUDVALGETS SEKRETARIAT
Det vil få stor betydning, at sammenlægningskommunerne i løbet af efteråret 2005 sikrer, at der er etableret velfungerende sekretariater, som kan bistå Sammenlægningsudvalget. Ellers risikerer mange beslutninger i de første måneder af 2006 enten at blive truffet på et utilstrækkeligt grundlag eller at blive forsinkede med mindre tid til den praktiske forberedelse af den nye kommune til følge.
På Bornholm havde sammenlægningsudvalget et sekretariat med 28 medarbejdere, som bistod med forberedelse af dagsordener, budget, organisationsudvikling, indplacering af personale og den praktisk tilrettelæggelse af Bornholms Regionskommune. Sekretariatet var dog først bemandet og driftsklart 2 måneder efter sammenlægningsudvalgets tiltræden, hvilket skabte et voldsomt komprimeret forløb. Som Regionsdirektør på Bornholm, Niels Rasmussen, har gentaget mange gange det seneste år: ”En vigtig forudsætning for at betjene Sammenlægningsudvalget og få truffet de mange beslutninger på et gennemarbejdet grundlag er, at sekretariatsbemandingen er hurtigt på plads, og at arbejdsplanen for sammenlægningsudvalget er vel tilrettelagt”.