Vi kan ikke beregne os frem til kommunalvalget, siger forskeren Ulrik Kjær. Men han kommer alligevel med et par forudsigelser
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr.
11 / 2005
Selv om mange er gået i gang med gætterierne om, hvordan kommunalvalgets udvalg bliver, så kan vi lige så godt lade være, hævdede forskeren, lektor Ulrik Kjær, i et spændende oplæg om kommunalreformen på generalforsamlingen i Kommuneforeningen i Vestsjællands Amt. Han sagde blandt andet:
– Det bliver et spændende valg, og det bliver det mest uforudsigelige valg. Hold op med at gætte, I kan nemlig ikke gætte rigtig. Ulrik Kjær deler ikke forestillingen om lokallisternes snarlige død, for selv om der allerede nu er nogle, som har meldt fra, så vil sammenlægningsprocessen kunne få nye til at opstå og nogle af dem vil formodentlig komme til relativt sent. Med til det uforudsigelige hører også, at De Radikale, SF og Danske Folkeparti vil stille op over hele landet. Og at man i nogle af de sammenlagte kommuner får mulighed for at stemme på meget markante kandidater. Ulrik Kjær brugte SF-borgmesteren i Vejle, Flemming Christensen, som eksempel. Ulrik Kjær refererede også til erfaringerne fra Bornholm, hvor der var to forestillinger før valget.
– Der var to forudsigelser. Den ene var, at lokallisterne ville dø. Den anden var, at det stort set kun var dem fra Rønne, der ville blive valgt. Det blev helt anderledes. Lokallisten, som ellers kun var stærk i ét område, blev valgets helt store vinder, og kun 15 procent af dem, der kom i den første kommunalbestyrelse kom fra Rønne.
Reportage fra generalforsamlingen i Kommuneforeningen kommer i næste nummer (12/05).